Hvem hører mig?

Hvor kan jeg klage? Hvem skal jeg henvende mig til? Er der en chef jeg kan tale med? Vi må gå mod toppen, for at finde en der vil lytter og gøre noget ved denne uretfærdighed. Det giver mening.

Men hvad når vi ikke bliver hørt, når den der kan vende uretfærdighed til refærdighed ikke vil gøre det. Hvad når vi ikke kan stille nogen til ansvar for vores situtation. Hvad stiller vi så op?

Om morgenen løfter jeg min røst til dig,
jeg lægger min sag frem for dig og venter.
(salme 5,4)

David står som kongen, der er ingen myndighed han kan vende sig til ud over Gud. Han vælger at lægge alt det der presse på, alt den uretfærdighed han oplever, alt det han ikke forstår, alt det lægger han frem foran Gud,
og så venter han…

Måske du indvender at du ikke tror nok, og at du ikke ved hvordan du skal formulere dig rigtig. Her er David et fantastisk bekendtskab. Han siger det som det er, han lægger ikke fingerne imellem, han taler frit fra leveren.

Jeg er fortvivlet og fuld af frygt. Hvor længe skal jeg lide, Herre?
(salme  6,4)

Uanset om det er det ene eller det andet du kan præstere, så er begge dele tro. At vende sig til Gud, lægge sin sag frem for ham,
og så vente og forvente at han griber ind. Det er tro.

Min eneste redning

Det er sidste chance, jeg har udtømt alle andre muligheder. Måske du har sagt dette før, andre har helt sikkert. Desperation kan før os helt derud, at vi ikke ser nogen mulighed. Men det er altid en ting du kan gøre, og det kræver faktisk ikke en ekstra ordinært indsats.

Kong David skriver under stor nød sådan i salme 28,1:
Herre, jeg råber til dig om hjælp, for du er min eneste redning. 

Som nybagt far husker jeg at vække min hustru i desperation, jeg havde haft vores skrigende dreng i mine arme i lang tid den nat. 
“du må tage over, min hjerne er ved at slå klik, mine tanker er usunde”
jeg kan ikke; er et vigtig skridt i at modtage hjælp, jeg må først indse at intet jeg kan gøre, vil ændre noget.
Dernæst må jeg henvende mig til den eneste der kan gøre noget ved det. I mit tilfælde kunne jeg vække min hustru, og hvor blev min respekt  for alenemoren stor i de dage.

Men da jeg nogle år senere gik ned med stress, og som følge af det kæmpede med depression. Så så jeg kun en udvej, det var at vende mig til Gud. Hvis han har skabt mig og han ser alle mine veje, så kan han også hjælpe mig. Når dagene var mørkest, ville jeg simpelt kigge op mod loftet og blot sige “Gud, hjælp mig”

Bøn kan være så simpel, David siger sådan salme 7,2
min Herre og Gud, jeg stoler på dig

Du går aldrig alene

Når du går igennem en storm, hold dit hoved højt, og være ikke bange for mørket. Fortsæt, fortsæt, med håb i hjertet og du vil aldrig gå alene.

Sådan lyder en af de mest populære lovsange, som synges af tusinder på Anfield stadium hver uge, det er Liverpool FC supporternes sang – men også en del af musicalen “Carousel” – i musicalen er det en opmuntring til Julie efter hendes mand døde som en ulykkelig udgang af et røveri. En opmuntring midt i at være alene.

Uanset omstændigheder kan vi nemt føle at vi står alene, når vi mister dem der er kære for os, når sygdom sætter begrænsninger for vores formående, når børn flytter hjemmefra. Der er så meget der kan slå benen væk under os. Og her tilbyder denne sang os håb og retning. 

Hold hovedet højt, være ikke bange, du kommer ikke til at gå alene. Vi må både gribe fællesskabet vi er en del af og forventer at det fællesskab griber os. Det kan du finde både om søndagen og i løbet af ugen i forskellige grupper der mødes, både i kirken og i hjemmene.

Men den som tror Gud, har endnu et sted at søge håbet. Han går med dig, omslutte dig og beskytte dig. Han er den som aldrig sover eller svigter, men du må holde dig nær ved ham og stole på ham.

Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal, har jeg dog intet at frygte, for du(red. Gud) går ved min side, din kæp og din stav beskytter mig. 

Salme 23,4

Kærlig hilsen
Peter Haldimann Nielsen

Lad os stå sammen

Det er spændende, hvordan vi teknologisk set formår mere og mere. Engang tog det 3 år at rejse jorden rundt. Den franske forfatter Jules Verne forestillede sig at gøre det på 80 dage. I 1992 blev den nuværende rekord sat med 33 timer. Og lige nu bliver der arbejdet hen imod at kunne rejse hvor som helst på under en time.

Noget der for mig er mindst ligeså ekstraordinært er kirken. Meget få steder finder du et fællesskab, der rummer så mange forskellige aldersgrupper, sociale grupper, interesser og etniciteter, som i kirken. Alkoholikeren og direktøren sidder ved siden af hinanden, pensionisten og flygtningen, den enlige og familierne. Nok taler Bibelen om, at engang skal ulven og lammet gå sammen, men det er faktisk det, som fællesskabet allerede er i stand til nu.
Fem af jer vil være nok til at jage 100 fjender på flugt – og 100 af jer nok til 10.000.
3. Mosebog 26,8

Fællesskabet kan ikke bæres af individualitet, og derfor er fællesskabet under pres i disse år. Dette er grunden til, at mange mennesker i dag er ensomme. DR har lavet en udsendelse, som hedder “mandefald”, fordi især mænd i almindelighed ikke er gode til at leve alene. Det er blevet så vigtigt, at “jeg” får opfyldt mine behov. Endda så vigtigt, at “jeg” ikke kan være med til at opfylde andres behov. Kirken har traditionelt tænkt anderledes: Siden den første kirke har vi været socialt aktive og har hjulpet de mennesker, som ingen andre ville hjælpe. Det betyder ikke, at vi er en samling af mennesker, der har ekstra meget overskud. Men det betyder, at vi tilsidesætter noget af vores eget for at kunne være noget for andre.

I et fællesskab er der en tid til at blive båret og en tid til at bære. Ligesom i ægteskaber og venskaber kan vi ikke altid være den, der bliver båret. Vi bliver også nødt til at bære. Hvis du tager et kig ind i kirken, kan du se, at der er mange, som bærer med. Nogle bærer, og andre bliver båret. Som kirke må vi stå sammen og bære med, hvor vi er i stand til det. Vi skal ikke jage fjender på flugt,
men vi skal udvide Guds rige i Lemvig.