en serie af tilbageblik i kirkens historie, som peger ind i den fremtid vi lever!

Denne gang handler det om tro, et emne der er ligeså relevant idag som for 27 år siden. Tro er en underlig størrelse som i modsætningen til en blyant, kun bliver større ved brug. Undringerne og svarene har ikke ændret sig. Udfordringen er den samme idag!

Menighedsnyt – juli/august 1992

Tro
Johs’ hjørne

Tro er noget af det særeste i denne verden. Vi taler meget om det, men har utroligt svært ved at forstå det, og det på trods af at tro er det simpleste der findes. Tro er noget inde i mig, samtidig med at det er noget der ikke kommer fra mig. Tro opleves som en følelse, samtidig med at det ofte er der hver jeg føler troen stærkest, at resultere af troen udebliver. Modsat virker den Gud, som har gjort sig afhængig af min tro,  ofte på noget, som jeg ikke selv ligefrem oplever som tro, men snarer som usikkerhed, ængstelse osv.

Hvis troen er virket af Gud, hvorfor har Gud så gjort sig afhængig af den? Hvorfor er den ham så så velbehagelig? Og hvorfor virker han ikke bare tro i os hele tiden? Hvad er det med at vi kan opbygge vores tro, samtidig med at tro er det modsatte af egen gerning? Når nu tro er tillid til Gud, er det så ikke mærkeligt, at vi kan have tro til noget og ingen tro når det drejer sig om noget andet? Gud må jo være den samme, Ham der formår alle ting?!? Hvordan kan det være, at vi har tro til at vi selv er frelste, men ganske mangler tro til at andre kan blive det samme?

Jo, tro er noget sælsomt, noget ekstraordinært. Det er det vi lever af og ved som kristne. Uden den var vi fortabte. Uden håb, tilbage i tomheden. Ofte forvirres vi, fordi vi ikke forstår, at troen har forskellige lag, områder. Paulus taler om at bruge nådegaverne, som vi har tro til. Frelsen er en nådegave, og mange kristne har kun tro til at bruge denne gave. Men Gud har meget mere til os. Hvad med tro til andres frelse? Eller tro til helbredelse og undergerninger? Altsammen er noget Gud ønsker at delagtiggøre os i.

Men ofte viger vi tilbage. Nu går vi vist for langt. Er det ikke lidt overmodigt? De andre vil sikkert mene at jeg stikker næsen for langt frem. Hvad vil de ikke tænke hvis nu intet sker? Vi har så mange gode grunde til ikke at tage Guds ord alvorligt. Og det er der al tro starter. Troen kommer nemlig af Guds ord. De der oplever at troen vokser, er de der tager ordet alvorligt. Begynder at handle. Tro er nemlig ikke følelse med handling! Der hvor vi handler stadfæst Gud sit ord. Så ven ikke på følelserne. Slip forvirringen, overlad ansvaret til Ham og træd ud. Må den tid der ligger foran os bliver en tid fyldt med tro, tro til frelse, tro til lægedom, kort sagt tro til Gud og hans ord.