Beretning v/Else-Marie Hansen, Aalborg.

Lige siden min mand Johannes og jeg begyndte vores uddannelser som henholdsvis teolog og lærer, har vi spurgt Gud om, hvad vi skulle bruge vores liv til. Vi havde nogle drømme og ideer, som udformedes over nogle år, og som vi følte var fra Gud. Vi havde lyst til at starte en menighed fra bunden i en by, hvor der manglede en frikirke, som et supplement til folkekirken og ikke som konkurrent. Vi boede i vejle og verden lå for så vidt åben for os. Det kunne være Holland eller Nepal eller en eller anden storby i Europa vi skulle rejse til. Vi var åbne og spørgende.

En dag fik vi et brev, hvor Lemvig blev nævnt som en mulighed. Straks så jeg for mit indre øje en gade med små gyder, der førte ned til en lille havn. Jeg tror aldrig i mit liv, jeg havde været i Lemvig og udbrød: “Lemvig, det tror jeg er rigtigt!” En dag tog vi en tur til Lemvig for at mærke efter, om det var her, Gud kaldte os til at være. Stort var det, da vi gik i Lemvigs gågade og så de små gyder, der førte ned til havnen. Vi oplevede sådan en fred indeni, selvom vejret den dag opførte sig fra sin allermest Vestjyske side og gjorde byen mindre charmerende.

Jeg husker, hvordan Johannes og jeg gik rundt i byen og drømte og visionerede, i biohuset skulle vi holde møder, en garnforretning i Andrupsgade kunne blive til en glimrende cafè, o.s.v. Vi vidste bare, at alle disse ideer og tanker kom fra Gud. Så i sommeren 1989 flyttede vi og vore 2 børn til den gamle Møllegård i Lemvig. Sammen med os havde 10 unge, 2 ægtepar og en enlig følt et kald til at flytte med for at hjælpe i opstarten af menighedsarbejdet. Hver en vision og drøm, som vi fik, da vi gik i Lemvigs gader, kom til at gå i opfyldelse.

Vi holdt vores første offentlige møder i biohuset. Senere fik vi vores egen cafè i den før omtalte garnforretning. Om dagen blev den drevet som cafè og holdt i gang af teamet, om søndagen og på enkelte aftener blev cafeen omdannet til kirke. Alt sammen meget primitivt. Men en kirke er ikke først og fremmest bygninger, men mennesker som har oplevet Guds forvandlende kraft i deres liv! De første var præget af hårdt arbejde og ikke mindst af mange misforståede og fordomsfyldte holdninger til hvad en frikirke er! Ordet “sekt” lå ligesom i luften!

I dag står der et menighedscenter på vangevej, ikke fordi mennesker har villet det, men fordi Gud selv har ønsket den. En kirke, som har en vision og et ønske sammen med de andre Kristne i byen om, at mennesker må falde til ro i deres stræben, finde mening og mærke, at de er elskede, som de er, af Gud. Den Gud, som vi kan komme så langt væk fra, selv om vi lever i et såkaldt Kristent land!