lad dig rive med

For en tid siden læste jeg Ezekiels bog kapitel 40-48, det er nogle af de kapitler der kan dræbe enhver lyst til at læse dagligt i bibelen. Medmindre man er en af dem der fanges af tal og forordninger, så føler man hurtigt hvordan at tankerne vandre i en retning imens at øjne lydigt følger bogstaver, ord og sætninger.

Sådan går det også lynhurtigt i livet, vi lader det uopmærksomt passere, holder op med at bide mærke i hvad der sker omkring os, eller måske vi lige frem bevidst dræber tiden med ligegyldighed. Vi er der, men er der alligevel ikke. I livet gælder det som når du læser, at du aktiv må forventer at der er mere end det der lige når øjet.

Når du når til Ezekiel 47 sker der noget magisk, midt i alle tal, godt placeret imellem forordninger og byggeplaner, lige der, vælder der en kilde af liv frem. Vandet bevæger sig hvor det vil, starter som en lille strøm og bliver til en vældig flod. Alt efter hvor langt vi tør følge vandets retning, så udfordre det os til at gå dybere, at overgive os mere.

Gud synes måske bare som en fiks idé for dig eller bibelen som et litterær mesterværk, men som du følger efter ham, går det op for dig hvordan han forandre alt. Relationer der før var døde, muligheder der før var lukket, tankebygninger der før var umulige at krydse, alt forandres lige med et. Der hvor vandet bevæger sig hen bliver der liv, det som før var dødt bliver levende, og begynder at bringe næring og helbredelse.

Vil du følge vandet hvor det leder dig? også når det bliver dybt?

Så førte manden mig tilbage til indgangen til tempelhallen. Og se, der sivede vand ud under den sydlige mur af templets indgangsparti, der jo vendte mod øst. Det løb videre i østlig retning syd om alteret.
Ezekiel 47,1